I oktober og november sidste år var Finanstilsynet på inspektion i Sparekassen Thy, hvor alle væsentlige risikoområder i sparekassen blev gennemgået.

Nu er Finanstilsynet kommet med sin redegørelse om inspektionen af sparekassen, hvis største branche er landbrug/fiskeri med 15,3 procent af udlånet – hvoraf landbrugsudlånet tegner sig for langt størstedelen heraf.

- Trods en relativt høj landbrugseksponering i sammenligning med institutter af tilsvarende størrelse er det Finanstilsynets indtryk, at kreditkvaliteten af sparekassens kunder er højere end i gennemsnittet af tilsvarende institutter. Sparekassen har ingen engagementer, der udgør mere end 10 procent af basiskapitalen, lyder det blandt andet i redegørelsen.

Men ifølge Finanstilsynet var Sparekassen Thys interne kontroller på flere områder mangelfulde, og sparekassen har derfor fået påbud om at forbedre de interne kontroller.

Finanstilsynet påbød ligeledes sparekassen at udarbejde egentlige forretningsgange for solvensbehovsopgørelsen og opgørelsen af den faktiske solvens, samt foretage nødvendige tilpasninger i kapitalfremskaffelsesplan og nødplan.

Derudover blev der givet en række påbud om blandt andet præciseringer i kreditpolitikken samt i visse forretningsgange på kreditområdet.