Til foråret leveres landets første smågrisetrailer i fire etager til Nordjysk Smågrisesalg
Typisk er de tre etager på transportbiler til smågrise.
Men nu har HMK Bilcon, leverandør af vægtoptimerede
transportløsninger opbygget i aluminium, indgået aftale med Nordjysk
Smågrisesalg om levering af landets første smågrisetrailer i fire etager.
Det giver plads til 33 procent flere grise, bedre
transportøkonomi og kunde-service. Traileren får indbygget vægt og
internetadgang til noteringen, så der kan afregnes straks, meddeler HMK Bilcon.
Dermed bliver det Danmarks første trailer til
grisetransport i fire etager, som leveres til foråret, hvor transporter af
SPF-grise tidligere er foregået i biler med tre etager
Matcher besætningsstørrelserne
Totalvægten på vogntoget øges fra 40 ton på en traditionel
3-dækker til 48 ton på 4-dækkeren, som kræver en ekstra aksel på vogntoget.
- Jeg fik ideen til
4-dækkeren fordi vores kunder, der enten sælger eller aftager SPF-smågrise til
opfedning, får større og større besætninger. Det betyder, at vi ofte ikke kan
medtage alle smågrise på én gang til ulempe for os og landmændene, der får en
ekstra arbejdsgang, siger Christian Grishauge fra Nordjysk Smågrisesalg.
Men med 33 procent flere grise får Nordjysk Smågrisesalg
dermed mulighed for, at yde kunderne endnu bedre service, da flere transporter
fremover kan klares med ét besøg og i én arbejdsgang.
- Driftsomkostningerne ved et vogntog på 48 ton er
naturligvis lidt større end ellers, men det er ret marginalt.
Anskaffelsesprisen på en 4-dækker er faktisk kun omkring 10 procent højere end
for en 3-dækker, men med 33 procent flere grise er det stadig en god
forretning, fortæller Christian Grishauge.