Formand: Kommunal plan kan koste landbrugsjord

Vandindvindingsområder vil tage store arealer ud af dyrkningen, vurderer formand for Agri Nord Carl Chr. Pedersen

Der mangler information til lodsejere om en indsatsplan, der kan koste landbruget dyrt.

Det mener man i hvert fald i Agri Nord, hvor man peger på, at Aalborg Kommune har sendt en indsatsplan i høring. Planen omfatter 18 vandværkers vanindvindingsområder – fra Vejgaard i nord til Volsted Plantage i syd, og fra Dall Villaby i vest til Sejlflod og Gudumholm i øst.

Ifølge formand for Agri Nord Carl Chr. Pedersen indeholder planen vidtgående indgreb mod dyrkningen i nærområderne til vandværkernes boringer. Han efterlyser en mere fair håndtering af indgrebene, som han konstaterer vil få stor betydning for en lang række landmænd.

- De indgreb vil tage anselige arealer ud af dyrkning. De lodsejere, som påvirkes af denne indsatsplan, behandles meget dårligt. De har ikke modtaget individuel besked om, hvordan de berøres af planerne, siger Carl Chr. Pedersen i en pressemeddelelse.

- Det er kompliceret teknisk stof at vurdere, hvordan grundvandet er beskyttet. Så derfor er det yderst vanskeligt for den enkelte lodsejer at vurdere, om kravet om udtagning af jorden er velbegrundet, eller om der findes andre løsninger

Agri Nord oplyser, at høringen med frist 24. januar 2014 fastlægger, hvilke indgreb der skal indføres i den endelige indsatsplan. Når indsatsplanerne er vedtaget, skal vandværkerne og kommunen arbejde for gennemførelse af det vedtagne program.

Læs også