Æg i nye bakker

Hedegaard Foods har udviklet en serie af æggebakker i plast, som – ud over at beskytte æggene – også kan bruges som legetøj

Forbrugerne skal til at vænne sig til en ny slags æggebakker.

Hedegaard Foods har nemlig udviklet en ny form for æggebakke, som er lavet i formstøbt plast i forskellige farver. De nye plastæggebakker – som går under navnet Eggyplay – er foreløbigt kommet på hylderne i dansk og svensk detailhandel.

Forventningen er, at de farverige bakker kan øge salget i både Danmark og udlandet.

- Vi har en forventning om, at vi kan eksportere både æg og især emballage til hele verden. Vi har seriøse henvendelser fra mere end 20 lande, og vi skal nu i gang med at øge produktionen af Eggyplay og derefter at udvikle konceptet yderligere, siger administrerende direktør i Hedegaard Foods Ivan Noes Jørgensen i en pressemeddelelse.

- Udgangspunktet har været, at vi gerne vil bidrage til at nedbringe den stigende mængde affald, der anvendes til emballering af fødevarer. Derfor har vi som fødevarevirksomhed pligt til at nytænke emballagen.

Ifølge Hedegaard Foods er det således meningen, at de kulørte æggebakker skal finde vej til børneværelset, når det sidste æg er spist. Æggebakkerne kan således efter en tur i opvaskemaskinen bruges som byggeklodser.

Læs også