Kontrol af svin i det fri

Fødevarestyrelsens Veterinærrejsehold har været på uanmeldte kontrolbesøg i 41 frilandssvinebesætninger

Fem besætninger fik indskærpelser, da Fødevarestyrelsens Veterinærrejsehold fra maj til september var på uanmeldte kontrolbesøg i 41 tilfældigt udvalgte frilandssvinebesætninger i hele landet for at kontrollere dyrevelfærden. Det oplyser Fødevarestyrelsen.

Resultatet får Fødevarestyrelsen til at konkludere, at besætninger med frilandsgrise er gode til at overholde dyrevelfærdsreglerne:

- Kontrolkampagnen har vist, at langt de fleste af besætningerne overholder dyrevelfærdsreglerne og reglerne vedrørende udformningen af hytter og udeareal. Ingen af de 41 kontrollerede besætninger modtog sanktioner for manglende varetagelse af syge eller tilskadekomne dyr eller for ukorrekt anvendelse og registrering af medicin, skriver Fødevarestyrelsen på sin hjemmeside.

Ifølge Fødevarestyrelsen blev indskærpelserne – dem var der i alt seks af - i halvdelen af tilfældene givet for manglende adgang til overbrusning eller sølehul, når den gennemsnitlige dagstemperatur oversteg 15 grader i skyggen.

Desuden blev der i to tilfælde givet indskærpelse for manglende halm eller andet liggemateriale – og i et enkelt tilfælde var lejearealet for lille i grisenes hytte.

- Kontrollen påviste ikke forskelle i overholdelsen af velfærdsreglerne hos økologiske svinebesætninger og konventionelle besætninger med frilandssvin. Der blev givet indskærpelser i tre økologiske besætninger og i to besætninger med frilandssvin, lyder det fra Fødevarestyrelsen.

Læs også