Kinesere kigger igen efter dansk sæd
VikingGenetics har i disse dage besøg af en delegation fra Kina, og målet er en snarlig genåbning af eksport af tyresæd fra Danmark til Kina
I Kina er der stor efterspørgsel efter mælk, og dermed er der også behov for flere køer.
VikingGenetics oplever derfor stor interesse for sæd fra virksomhedens tyre, og i disse dage er en delegation fra Kina på besøg.
Den kinesiske delegation har planlagt besøg hos Fødevarestyrelsen og Vikings tyrestation i Assentoft for at drøfte sundhedsforhold, sundhedscertifikater og smittebeskyttelse.
- Målet er snarlig genåbning for eksport af tyresæd fra Danmark til Kina, der har været lukket som følge af udbrud af Schmallenberg-sygdommen, lyder det fra VikingGenetics.
Herfra forklarer man, at kineserne ønsker at øge den hjemlige mælkeproduktion. Derfor er der betydelig efterspørgsel på kønssorteret sæd, så man hurtigt kan få flere malkekøer:
- Viking kan levere denne vare, så snart der åbnes op for import af sæd fra Danmark. Aktuelt er der bestilling på 50.000 doser sæd af tyre opstaldet i Danmark herunder 10.000 doser kønssorteret sæd.
Ifølge VikingGenetics er eksport af sæd fra Sverige allerede åbnet op tidligere på året, og Vikings samarbejdspartner i Kina har alene i denne uge afgivet ordrer på 40.000 doser af tyrene VH Omega, VH Obama, VH Eager og VH Orup der alle er opstaldet på Vikings tyrestation i Skara.