Bank bekræfter rygter

Vestjysk Bank skriver fredag i en selskabsmeddelelse, at banken er ved at undersøge mulighederne for en langsigtet løsning

Den kriseramte Vestjysk Bank A/S bekræfter fredag i en selskabsmeddelelse stilet til blandt andre Finanstilsynet, at banken har kontakt med en finansiel rådgiver, der bistår med undersøgelser, der skal føre til en løsning på bankens udfordringer.

Meddelelsen kommer i kølvandet på, at Jyllands-Posten fredag har beskrevet, hvordan Vestjysk Bank samt staten har kontakt til rådgivningsvirksomheder, som skal hjælpe i forbindelse med et salg af banken.

- Banken undersøger mulighederne for strukturelle tiltag, der vil kunne bidrage til en langsigtet løsning på bankens kapitalmæssige udfordringer, lyder det fra Vestjysk Bank.

Vestjysk Bank bekræfter, at undersøgelserne foretages i dialog med staten som hovedaktionær:

- Banken har tilknyttet egen finansiel rådgiver til at bistå sig i disse undersøgelser. Bankens undersøgelser pågår fortsat, og der er endnu ikke truffet beslutning om og i givet fald hvilke tiltag, banken måtte vælge at forfølge.

Vestjysk Banks halvårsrapport pr. 30. juni 2013 viste, at banken en meget lav solvensoverdækning. Og ifølge Vestjysk Bank vil solvensoverdækningen være relativ lav og under ledelsens ambitioner – selv efter en gennemførsel af en konvertering af statsligt kapitalindskud.

Læs også