Salg af Vestjysk Bank kan være tæt på
Både Finansministeriet og banken har angiveligt kontakt med rådgivere, der skal hjælpe i forbindelse med salg
Enden nærmer sig tilsyneladende for Danmarks niendestørste bank.
I hvert fald skriver Jyllands-Posten, at Vestjysk Bank og Finansministeriet inden for de seneste uger har taget kontakt med hver sin finansielle rådgiver, der skal hjælpe med til at gennemføre et salg af størstedelen – eller hele – den kriseramte bank.
Staten ejer i alt 67,5 procent af banken. Hverken Vestjysk Bank eller Finansministeriet har ifølge Jyllands-Posten kommentarer til sagen, som kilder tæt på processen ellers har bekræftet over for avisen.
Ifølge Jyllands-Posten kan det meget vel blive Jyske Bank eller Spar Nord, der køber Vestjysk Bank.