Kolding Herreds Landbrugsforening, Svin holder »Dyrlægeaften«, og i år er LandboSyd også med
I de seneste 15 år har årets »Dyrlægeaften« været en
klassiker hos Kolding Herreds Landbrugsforening (KHL), og i år er LandboSyd
også kommet med på vognen.
De to foreninger er således fælles om et arrangement, der –
med samme program – først holdes hos KHL i Kolding den 9. oktober og dagen
efter hos LandboSyd i Aabenraa.
Svinerådgiver i KHL Heidi Boel Bramsen vurderer, at den
enkelte svineproducents egen dyrlæge sandsynligvis gør et godt og dygtigt
arbejde. Men hun opfordrer alligevel til, at man kigger på måder, hvorpå
samarbejdet kan forbedres:
- Det skader aldrig at høre andre fagfolks og kollegers
synspunkter, og på dyrlægeaftenen i henholdsvis Kolding og Aabenraa kan man
skyde løs på oplægsholderne og dermed hente ideer til, hvordan man på en
positiv måde kan fyre under det videre samarbejde med egen dyrlæge.
Sundhed i stalden er i fokus på møderne, hvor dyrlægerne
Gitte Drejer og Preben Mortensen blandt andet kommer ind på emner som ekstern
smittebeskyttelse, PRRS-håndtering og sanering.