Fusk med fødevarer i København
Fødevarestyrelsen har beslaglagt flere tons fødevarer hos købmandsbutikker i Nordvestkvarteret i København
Ved en målrettet aktion med assistance fra både Politi og Skat har Fødevarestyrelsen beslaglagt flere tons fødevarer i København.
Aktionen var rettet mod seks købmandsbutikker i Nordvestkvarteret. Der blev enten beslaglagt eller nedlagt forbud mod salg af omkring 7,5 tons fødevarer. Blandt varerne var brød, pølser og færdigretter. Det oplyser Fødevareministeriet.
- Jeg er ikke tilfreds med, at flere virksomheder i Nordvest ikke har styr på butikken. At Fødevarekontrollen kan finde så massive overskridelser af helt basale regler for fødevarehåndtering er under al kritik, siger fødevareminister Karen Hækkerup (S) i en pressemeddelelse.
Ifølge Fødevareministeriet afslørede kontrollen, at virksomhederne især havde problemer med mærkningen af deres varer. I flere butikker var halvdelen af de kontrollerede varer ikke mærket korrekt eller på dansk. Yderligere var der flere butikker, der ikke havde styr på sporbarheden.
I flere tilfælde fandt Fødevarekontrollen også problemer med opbevaringen af varerne, temperaturer, mangelfuld rengøring og skadedyrssikring.
- Jeg er meget tilfreds med, at vi har en velfungerende fødevarekontrol, der kan sætte problemvirksomhederne under lup og følge op med aktioner og sanktioner som i denne sag, lyder det fra Karen Hækkerup.
Fødevareministeriet oplyser, at virksomhederne nu kan se frem til en række indskærpelser, bøder og politianmeldelser for overtrædelser af fødevarelovgivningen.
Podcast
Alle afsnitAlle podcasts her er fremstillet ved hjælp af kunstig intelligens – både lyd og manuskript. Indholdet bygger på Effektivt Landbrugs egne artikler og er redaktionelt gennemgået.







































