Alle fremtidens landmænd skal have øko-undervisning
Fra dette efterår skal alle landbrugselever have obligatorisk undervisning i grundlæggende økologiske principper
Ind til nu har alle elever på landbrugsuddannelsen haft mulighed for at tage valgfag i økologi.
Men nu bliver økologien obligatorisk. Fra dette efterår skal alle elever på landbrugsuddannelsen således have obligatorisk undervisning i grundlæggende økologiske principper.
Det oplyser NaturErhvervstyrelsen, som har arbejdet for at øge kendskabet til økologisk jordbrugsproduktion i undervisningen.
- Der skal være plads til både det økologiske og konventionelle landbrug i Danmark. Men det er vigtigt, at alle elever nu får en viden om økologi, så de kan træffe et oplyst valg – uanset hvilken produktion, de ønsker, siger udviklingsdirektør i NaturErhvervstyrelsen Karsten Biering Nielsen i et nyhedsbrev.
Uddannelsesordningen fastsætter ifølge NaturErhvervstyrelsen et minimum af økologiindhold, som den enkelte landbrugsskole skal leve op til, men der er ikke en øvre grænse.
Dermed kan omfanget af undervisning i økologi skaleres op eller ned afhængig af den enkelte landbrugsskoles interesser.