Snart bliver der trykket på en knap i Egtved. Knappen skal
være med til at sikre omkring 400.000 gaskunder stabil forsyning.
Det oplyser Energinet.dk, der mandag den 30.september
indvier en 94 km lang gasledning til Tyskland og en kompressorstation, der kan
hente gas fra Europa og sende det helt til Sverige om nødvendigt.
Indvielsen finder sted på Energinet.dk’s gasanlæg ved
Egtved, og over 240 gæster vil efter planen deltage i indvielsen – deriblandt klima-,
energi- og bygningsminister Martin Lidegaard (R) og EU’s energikommissær.
Også naboer, lodsejere, samarbejdspartnere med flere
deltager.
Baggrunden for at etablere en ”gasmotorvej” er ifølge
Energinet.dk, at produktionen af naturgas fra Nordsøen er faldende.
- For at sikre stabil og sikker energiforsyning i
fremtiden skal det være muligt at hente større mængder gas fra det europæiske
kontinent, Norge, Rusland, Nordafrika med videre, lyder det fra Energinet.dk.
Gasmotorvejen fra Egtved til Tyskland kan transportere
over 700.000 kubikmeter gas i timen. Den og kompressoren har kostet 1,7
milliarder kroner. Energinet.dk betaler den ene halvdel, mens EU’s
genopretningsprogram for energiområdet betaler den anden halvdel.