Klar med »gratis« kvægrådgivning

Ny chefkonsulent hos Heden & Fjorden samler ifølge rådgivningshuset landets bedste kvægbrugskonsulenter

Den nye chef for Heden & Fjordens kvægrådgivning, Erling Kristensen, er dyrlæge og dermed har en utraditionel baggrund som chefkonsulent.

Samtidig lægger han hårdt fra land – dels har han sagt farvel til fire konsulenter og foreløbigt goddag til fire nye, som er nøje udvalgt ud fra deres specifikke kompetencer. Dels går han nu ud og tilbyder gratis rådgivning til alle kvægbrugskunder, som vil blive kontaktet og tilbudt et møde hjemme ved køkkenbordet.

Tiltaget går under overskriften »Ta´ stilling – ta´ handling«. Med det gratis tilbud vil den nye chef dokumentere over for kvægbrugerne, at der er et uforløst potentiale på de fleste bedrifter. Og han fokuserer benhårdt på, at rådgivningen skal kunne betale sig for kunderne.

De nye folk og de nye tiltag blev præsenteret på et møde med deltagelse af 200 kvægbrugere tirsdag aften i Aulum Fritidscenter.

Undrende mælkeproducenter

- Hvad har I gang i?

Sådan har folk spurgt os, fortalte formanden for kvægbrugsudvalget, Dick Millenaar fra Sørvad, under tirsdagens møde.

Svaret forsøgte han at give sammen med den nye chef og det nye rådgiverteam ved mødet i Aulum. Erling Kristensen mener, at det i høj grad handler om ikke at blive ved med at gøre som man plejer at gøre, for så bliver resultaterne også, som de plejer at være.

- Jeg har undret mig over al den klogskab, vi har i rådgivningen og hos mælkeproducenterne, for hvorfor rykker det så ikke noget mere, sagde Erling Kristensen.

Vil være landets bedste

Og et af hans svar er, at det næsten altid går galt, når det handler om opfølgning på de gode råd. Og det er et af de steder, han sætter ind med det samme.

- Målet er nu helt klart at blive Danmarks bedste rådgivningsteam inden for kvægbruget i 2017, siger den nye rådgivningschef, som havde første, officielle arbejdsdag i jobbet den 1. juni i år.

- Min opgave er meget klar. Vi skal levere den bedste rådgivning til den rigtige pris på det rigtige tidspunkt. Men værdierne skabes ude ved jer. Det er den første forudsætning for, at rådgivningen har værdi. Og hvis det ikke har værdi, så sig det til os. Så skal vi nok stoppe med det, sagde han til landmændene ved mødet i Aulum.

Læs også