65.000 besøgende ved Åbent Landbrug
Søndag valgte mange børn og voksne at bruge nogle timer på en af 78 deltagende gårde ved Åbent Landbrug
Præcis 65.298 besøgende.
Det er, hvad opgørelsen over besøgstallet ved søndagen Åbent Landbrug-arrangement viser. Det oplyser Landbrug & Fødevarer.
78 gårde rundt omkring i landet slog stalddørene op for børn og voksne, der havde mulighed for at blive klogere på, hvor maden kommer fra.
Formanden for Landbrug & Fødevarer, Martin Merrild, besøgte selv fem af de åbne landbrug:
- Det glæder mig inderligt, at så mange danskere har været ude at besøge vores moderne landbrug. Jeg er samtidig stolt over, at så mange landmænd har lyst til at vise deres bedrifter frem, siger han i en pressemeddelelse.
- Den overvældende interesse, vi har set i dag (søndag, red.), er et tegn på, at der er mange, der er oprigtigt interesserede i at se, hvad vi laver Vi håber, at de mange besøgende har fået styrket deres tillid til dansk landbrug, for det øger forståelsen, som er vejen frem for erhvervet.