Grisene strutter af rent vand
Engang have Carsten Munks grise massive problemer med diarre. Det er fortid takket være rene vandstrenge, der renses jævnligt
- Han er en mønsterlandmand med en mønsterbesætning.
Sådan lyder dyrlægens skudsmål for svineproducent Carsten Munk, Ringkøbing, som konsekvent renser vandstrengen i sin Frats-besætning én gang om måneden.
Det har han gjort et par år, og det er ikke noget, som han har tænkt sig at stoppe med igen.
Det hele begyndte, da Carsten Munk for et par år siden havde stalden stående tom i en periode, da han skiftede fra en leverandør af smågrise til en anden.
Da han fik nye grise ind i stalden blev de fra begyndelsen ramt af en slem colidiarre. En diarre, som blev svineproducentens barske læremester.
Inficeret af vandet
- Grisene havde coli med fra producenten, men fordi vandet havde stået stille i rørene i den periode, hvor stalden stod tom, var der kommet meget »biofilm« i vandrørene. En biofilm, som på den måde hele tiden »fodrede« drikkevandet med colibakterier, så grisene blev ved med at blive syge, forklarer svinedyrlæge Uffe Nielsen, LVK, som er Carsten Munks besætningsdyrlæge.
Netop rent vand er en af dyrlægens vigtigste kæpheste, og historien hos Carsten Munk er ikke et enestående tilfælde:
Dyrlægen har flere gange erfaret, hvordan hårdnakkede sygdomsproblemer har vist at kunne forsvinde som dug for solen, når blot vandstrengene blev rensede, og indholdet af mikroorganismer i vandet dermed blev bragt under de anbefalede værdier.
Læs mere i svinefokus i Effektivt Landbrug fredag.
Her kan du se, hvordan du tegner abonnement.