Arla Foods får ny direktør
Hollænderen Henri de Sauvage Nolting bliver ny direktør for Arla Foods i Sverige
Senest den 1. december træder hollænderen Henri de Sauvage Nolting ind ad døren til direktørkontoret hos Arla Foods i Sverige.
Henri de Sauvage Nolting bliver nemlig ny direktør for forretningsenheden Arla Foods Consumer Sweden, som også inkluderer Consumer Finland. Han vil også indgå i Arlas koncernledelse. Det oplyser Arla Foods.
- Jeg glæder mig meget til at arbejde med Sveriges mest ikoniske forbrugerbrand og med en finsk forretning i en spændende udvikling. Jeg ser frem til at blive en del af et landmandsejet andelsselskab og en organisation, som er i gang med en større internationalisering, siger Henri de Sauvage Nolting i en pressemeddelelse.
Ifølge Arla Foods har den 51-årige hollænder 20 års erfaring fra dagligvarebranchen – senest som ansvarlig for Unilevers nordiske forretning, hvilket blandt andet omfatter 1.400 ansatte i Sverige, Finland, Danmark, Norge, Island og Rusland.
- Med sin brede erfaring og dybe kendskab til det nordiske detailmarked er jeg overbevist om, at Henri vil kunne holde fast i Arlas position i Sverige og samtidig møde fremtidige udfordringer og forbrugerne krav på et af Arlas vigtigste markeder. I Arlas koncernledelse vil Henri kunne yde et væsentligt bidrag til globalisering af Arla-koncernen, lyder det fra administrerende direktør i Arla Foods Peder Tuborgh.
Henri de Sauvage Nolting afløser Christer Åberg, som tidligere i år fratrådte stillingen til fordel for et direktørjob i den norske Orkla-koncern.