Økonomien for landmænd med svineproduktion og planteavl så bedre ud i 2012 end i 2011. Modsat gik det for kvægproducenterne, viser analyse
Landbrugets økonomi er i fremgang, men er stadigvæk
sårbar.
Sådan lyder det fra Videncentret for Landbrug, der netop –
sammen med Videncenter for Svineproduktion – har offentliggjort analyser for
den samlede produktionsøkonomi for svineproduktion, planteavl og
kvægproduktion.
Analyserne viser, at danske landmænd med svineproduktion
og planteavl fik bedre tal på bundlinjen i 2012 end året før. Modsat gik det
imidlertid for kvægproducenterne, der stadigvæk slås med økonomien.
Især for planteavlerne var 2012 et godt år, konstaterer
man på Videncentret for Landbrug.
Planteavlerne fik nemlig gennemsnitligt et resultat på
715.000 kroner pr. bedrift og et bruttoudbytte, der var 811.000 kroner højere
end i 2011.
Også svineproducenterne oplevede et løft i økonomien fra 2011 til
2012. Resultatet i 2012 blev ifølge Videncentret for Landbrug et gennemsnit på
873.000 kroner pr. bedrift. Dermed er der tale om en forbedring på knap 600.000
kroner i forhold til året før.
Kvægproducenter kæmper stadig
Til
gengæld var 2012 et hårdt år for de danske kvægproducenter, der blev ramt af
faldende mælkepriser og stigende foderpriser.
Det
gennemsnitlige driftsresultat blev i 2012 på 170.000 kroner – et resultat, der
er en smule mindre end året før, men alligevel det næstbedste resultat de
seneste fem år.
Videncentret
for Landbrug understreger dog, at gennemsnitstallet på 170.000 kroner dækker over
en markant stor spredning i resultaterne fra bedrift til bedrift. Derfor findes
der en del kvægbrugere, som sidste år havde høj indtjening og driver en sund
virksomhed.