Landbrugsskole satte fokus på sikkerhed

Gråsten Landbrugsskole har haft besøg af 21 unge fra hele Jylland. De deltog i et kursus om sikkerhed i landbruget

Et landbrug er en populær arbejdsplads efter skoletid for unge mennesker i landdistrikterne.

Men det er også en arbejdsplads, hvor der nemt kan ske arbejdsulykker. Sådan lyder det i hvert fald fra Gråsten Landbrugsskole.

Derfor havde skolen forleden inviteret skoleelever med fritidsjob i landbruget på Sikkerhedskursus. Og den invitation tog 21 unge mellem 13 år og 17 år fra hele Jylland imod.

Gråsten Landbrugsskole oplyser, at eleverne blev grundigt informeret om, hvad de skal være påpasselige med, når de arbejder på et landbrug.

- I landbrugserhvervet er vi glade for, at så mange unge gerne vil hjælpe til på gårdene, men det er meget nødvendigt, at det foregår forsvarligt. Derfor ville vi gerne bidrage med, at klæde de unge mennesker godt på til deres arbejde. Der er to store områder, som vi havde fokus på, nemlig dyr og maskiner, siger kursusleder Jan Holm i en pressemeddelelse.

Han forklarer, at deltagerne under kurset blandt andet fik mulighed for at tale med en landmand, der selv har været ude for en arbejdsulykke.

- Det, at være i en stald kræver også, at man har føling med, hvordan dyrene reagerer. Så håndtering af produktionsdyr var vi også omkring. Det er ikke sjovt at blive trådt over tæerne af en 700 kg tung ko, hvis man er iført badesandaler, lyder det fra Jan Holm.

Han fortæller desuden, at man fra Gråsten Landbrugsskoles side allerede nu har planlagt endnu en række af sikkerhedskurser i det nye år.

Læs også