Arla slår igen efter protester fra britiske landmænd
Arla slår fast, at protester kan skade leverandører, fordi mejerigiganten ikke er forpligtet til at betale for mælk, der ikke kan afhentes
Arla argumenterer nu for, at mejerigiganten giver sine leverandører en af de højeste mælkepriser – ikke bare i Storbritannien, men i hele Europa.
Det gør Arla i en fælles erklæring fra blandt andre bestyrelsesmedlemmerne i Arla Foods amba UK. Erklæringen kommer efter gentagne protester i Storbritannien – blandt andet uden for flere af Arlas britiske mejerier.
Protestgrupper mener således, at Arla betaler for lidt for mælken.
Men protesterne har altså nu fået Arla til at understrege, at Arla er 100 procent landmandsejet. Samtidig sætter Arla spørgsmålstegn ved de protesterende landmænds motiver.
For når de protesterende grupper stopper tankbiler fra at komme ind og ud af mejerier, skader de ifølge Arla Foods amba UK netop individuelle mælkeleverandører.
- Hvis Arla ikke har mulighed for at hente en landmands mælk, kan det potentielt fjerne landmandens levebrød, idet Arla ikke er forpligtet til at betale for mælk, som virksomheden ikke er i stand til at afhente, lyder det blandt andet i erklæringen.