Forsikringsselskab opfordrer nu direkte landmænd til at huske at låse dørene. Opfordringen kommer efter en stigning i antallet af tyverier
På landet er der ikke altid tradition for at låse dørene
på gården. Det vurderer Topdanmark Forsikring i hvert fald.
Derfor opfordrer forsikringsselskabet nu landmænd til at
huske at låse dørene – også til laden og værkstedet. For antallet af tyverier
på landet steg kraftigt i den sidste halvdel af nullerne, og har nu
stabiliseret sig på et højt niveau.
Agronom i Topdanmark Svend-Anker Worm peger på, at når man
er på et landbrug, går man meget frem og tilbage. Man er i stalden, så på
værkstedet og i stuehuset.
- Man
er på sin arbejdsplads hele tiden, og derfor virker det måske lidt omstændeligt
at skulle låse efter sig hver gang. Men med det høje antal tyverier, som vi har
konstateret, vil vi kraftigt opfordre til, at man gør det – hver gang, siger Svend-Anker
Worm i en pressemeddelelse.
Han
konstaterer, at tyvene ikke bare stjæler fra stuehusene, men også fra gårdenes
udhuse. Og her er værktøj og små maskiner i høj kurs.
- Tyvene går
især efter ATV’er, havetraktorer og plæneklippere samt både el-værktøj og
håndværktøjer. Værktøj er jo let omsætteligt, og hvad angår de relativt
kostbare maskiner, så er det jo lettere at komme af sted med sådanne ting på
landet, hvor der sjældent er opsyn med bygningerne. Er der så heller ikke låst
af, er det alt for let for tyven.