OL Bioenergy ved Langå investerer nu i nye filtre for at fjerne lugtgener hos naboerne
Torsdag var repræsentanter fra OL Bioenergy til møde med
Teknik- og Miljøudvalget i Favrskov Kommune for at fremlægge planerne for nye
tiltag på biogasanlægget i Langå. Det oplyser OL Bioenergy.
Der er blandt andet tale om nye filtre, der skal fjerne
lugtgener hos naboerne.
- I erkendelse af at hidtidige tiltag til at begrænse lugten
har slået fejl, har vi udarbejdet en plan til eliminering af lugtgenerne ved
energiproduktionen på biogasanlægget. I praksis betyder det, at vi vil
investere et tocifret millionbeløb i et såkaldt opgraderingsanlæg, der renser
gassen, siger direktør i OL Bioenergy Carsten Thesbjerg i en pressemeddelelse.
Han forklarer, at der sammen med opgraderingsanlægget vil blive
etableret et biofilter, et kulfilter og endnu en gasrenserkolonne. Efter
rensning vil gassen blive afsat til naturgasnetværket, og der vil ikke
forekomme afbrænding på anlægget.
- Vi har et stort ønske om, at sikre så lidt lugt som muligt
fra vores anlæg, så vores naboer ikke er generet af vores energiproduktion, og
både vi og rådgivere på området vurderer, at en opgradering og eksport af gas
vil være den sikreste måde at undgå lugtgener i lokalområdet fremover, tilføjer
direktøren.