Optimismen blomstrer i fødevarevirksomheder

En konjunkturanalyse foretaget af Landbrug & Fødevarer indikerer, at fødevarevirksomheder har højere forventninger til vækst

Danske fødevarevirksomheders forventninger til vækst og investeringer er de højeste i tre år. Det viser en ny konjunkturanalyse, som Landbrug & Fødevarer har foretaget blandt sine medlemsvirksomheder.

56 procent af de adspurgte virksomheder siger, at de forventer positiv vækst i deres resultat. Samtidig tror halvdelen af virksomhederne, at de vil opleve vækst i den hjemlige produktion – og at de vil øge deres investeringer i Danmark.

Cheføkonom i Landbrug & Fødevarer Thomas Søby vurderer, at forklaringen nok hovedsageligt skal findes i forventningen til en øget eksport til eksempelvis Kina. Han mener imidlertid, at forventningerne kunne være meget højere:

- I Danmark har vi en udfordring med et alt for lille råvaregrundlag. Så længe landmændene ikke kan producere tilstrækkeligt med korn, mælk og dyr, kan slagterierne og mejerierne og forarbejdningsvirksomhederne ikke udnytte deres fulde potentiale. Det er også den melding, som vi hører fra virksomhederne, siger Thomas Søby på Landbrug & Fødevarers hjemmeside.

Han håber derfor, at anbefalingerne fra Natur- og Landbrugskommissionen snart bliver realiseret.

Læs også