EU: Pesticidbegrænsning træder i kraft til december
Europa-Kommissionen har fredag vedtaget en begrænsning for anvendelsen af tre pesticider
Den 1. december træder begrænsninger for anvendelse af tre pesticider, der tilhører neonicotinoid-familien i kraft. Det har Europa-Kommissionen besluttet fredag.
Ifølge kommissionen er de tre pesticider skadelige for Europas bestand af honningbier. Begrænsningen tager sigte på pesticider, der anvendes til behandling af planter og korn, der tiltrækker bier og bestøvere
- Sidste måned lovede jeg på grundlag af en række risici, der var blevet indkredset i en videnskabelig udtalelse fra Den Europæiske Fødevaresikkerhedsautoritet, at jeg ville gøre mit yderste for at sikre, at vores bestand af honningbier beskyttes. Med vedtagelsen af begrænsningen i dag lever jeg op til mit løfte, siger kommissær for sundhed og forbrugerpolitik Tonio Borg i en pressemeddelelse.
- Der er tale om endnu en milepæl i indsatsen for at sikre en sundere fremtid for vores honningbier, da bier udfører to vigtige funktioner; de producerer ikke blot honning, men er også først og fremmest bestøvere, fortsætter han.
Vurderes om to år
Ifølge Europa-Kommissionen skal medlemsstaterne tilbagekalde eller ændre eksisterende godkendelser, således at EU-begrænsningerne overholdes senest den 30. september 2013. De kan tillade, at eksisterende lagre anvendes indtil senest den 30. november.
- Så snart der foreligger nye oplysninger, og senest om to år, vil Kommissionen tage denne begrænsning op til fornyet vurdering, således at der kan tages højde for relevante videnskabelige og teknologiske fremskridt, lyder det fra Europa-Kommissionen.





































