Årsresultatet for Biokraft A/S på Bornholm viser et underskud på knap to millioner kroner i 2012. Det skriver P4 Bornholm.

Ledelsen kalder resultatet utilfredsstillende og dårligere end forventet, idet man havde forventet, at 2012 skulle blive et vendepunkt efter nogle år med økonomiske problemer.

Det var blandt andet problemer med at få nok gylle til at udnytte anlægget, der gav grus i det økonomiske maskineri sidste år. Og formand for Biokraft Knud Andersen erkender, at resultaterne skal forbedres i år:

- Vi har positive pengestrømme før afskrivninger, så det går klart bedre for Biokraft. Men vi kan jo ikke se bort fra afskrivninger i det lange løb. Hvis vi fra ledelsens side igen i år kalder resultatet dårligere end forventet og utilfredsstillende i årsrapporten får det alvorlige konsekvenser, siger han til P4 Bornholm.

Ifølge formanden er Biokraft imidlertid inde i en positiv gænge – blandt andet fordi det er lykkedes at lave flere kontrakter på leverancer af gylle.