”Hovsaløsning” kan føre til pløjning af randzoner
Kolding Herreds Landbrugsforening kalder fødevareministerens bebudede statsstøtte til randzoner for uacceptabelt bureaukrati
Hos Kolding Herreds Landbrugsforening (KHL) vækker fødevareministerens planer om statsstøtte for udlægning af randzoner langt fra glæde.
Formand i KHL Thomas Hansen raser over det, han kalder ”totalt uacceptabelt bureaukrati og udtryk for et utåleligt system”:
- De nye regler er en hovsaløsning og påfører landmanden endnu mere bøvl og endnu flere omkostninger til nye skemaindsendelser. Det kan ende med, at vi opfordrer vore medlemmer til at pløje randzonerne om til efteråret.
Han peger på, at ordningen blandt andet betyder, at landmænd skal indsende en supplerende ansøgning om randzonestøtte.
- Det er ganske enkelt grotesk. Alene det, at man med et pennestrøg udskyder udbetalingen af kompensationen viser, at Mette Gjerskov ikke har meget føling med virkeligheden. Gad vide, hvad hun ville sige til at få udbetalt sin ministerløn med mange måneders forsinkelse, lyder det fra Thomas Hansen.





































