Et helt nyt mobilt testanlæg og en samlet indgang til danske testfaciliteter.

Sådan præsenterer Miljøministeriet Danmarks nationale testcenter for vandteknologi, der har til formål at understøtte eksporten af dansk vandteknologi. Og det nye testcenter skal altså være et netværk af allerede eksisterende faciliteter suppleret med et nyt mobilt testanlæg.

- Vandteknologivirksomhederne har længe savnet bedre muligheder for at teste deres ideer af, så de kan udvikle nye produkter. Samtidig var det et krav fra mange, at testfaciliteterne skulle ligge i umiddelbar nærhed af virksomheden. Nu får de en let indgang til at få afprøvet og udviklet deres teknologier, siger miljøminister Pia Olsen Dyhr (SF) i en pressemeddelelse.

Heri fremgår det, at en vigtig del af det nye nationale testcenter for vandteknologi og klimatilpasning bliver et sekretariat i Region Midtjylland, hvor virksomheder kan henvende sig og få rådgivning om, hvor og hvordan holdbarheden i deres ide kan testes.

Virksomheder kan få hjælp

Når en virksomhed har henvendt sig til sekretariatet vil det kunne hjælpe med enten at få en forskningsinstitution til at vurdere ideen eller finde de rette testfaciliteter til at teste et produkt.

- Vi skal ikke bruge alle pengene på mursten, når der allerede findes nogle faciliteter rundt om i landet. Det handler om at få det maksimale ud af den viden, som blandt andet findes på Københavns, Aarhus og Aalborg Universitet, der også deltager i projektet, lyder det fra Pia Olsen Dyhr.

Naturstyrelsen har ifølge Miljøministeriet bevilget et engangsbeløb på 5,5 millioner kroner til oprettelsen af testcenteret, som herefter skal drives selvstændigt. Virksomheder skal mod betaling kunne bruge anlægget til at teste løsninger inden for grundvand, spildevand og overfladevand.

Det nye nationale testcenter for vandteknologi og klimatilpasning går i gang med arbejdet inden sommer.

Testcenteret er virkeliggørelsen af en af anbefalingerne fra vækstteamet for Vækstplan for vand, bio og miljøløsninger, der kom med sine anbefalinger i efteråret.