Grovvareselskaberne DLG og Danish Agro fik tirsdag Sø- og Handelsrettens ord for, at det er helt i orden, når de i forholdet 1:1 tager fradrag for landmænd, der leverer spirede raps.

Det vil sige, at en leverance hvor eksempelvis 10 procent af rapsen er spiret, så koster det landmanden 10 procent i hans afregning.

Landbrug & Fødevarers samhandelsudvalg, der anlagde sagen mod grovvareselskaberne, overvejer dog netop nu, om rettens afgørelse skal ankes. Det oplyser udvalgets formand Claus Christensen, der også er formand for Sydvestjysk Landboforening.

Udvalget er i øjeblikket i gang med at gennemgå afgørelsen og vil engang i løbet af torsdagen melde ud, hvorvidt man beslutter sig for at anke dommen.

Problemet med spirede raps prægede i den grad høsten i 2010. L&F's samhandelsudvalg fandt det urimeligt, at grovvareselskaberne tog fradrag for den spirede raps, når de spirede frø ikke blev sorteret fra landmændenes parti, men alligevel blev solgt videre til tredjepart.

Tilbage i marts, da sagen var afsluttet i Sø- og Handelsretten oplyste Centrovice-formand Niels Rasmussen, der var formand for L&F's samhandelsudvalg, da sagen i sin tid blev anlagt, at han sagtens kunne se, at sagen ville gå en retsinstans videre uanset dommens udfald i Sø- og Handelsretten.