Kommuner tilbyder gratis øko-tjek
12 kommuner er med i et pilotprojekt, hvor landmænd får tilbud om gratis øko-vurdering af gården
Op mod 3.000 konventionelle landmænd over hele landet får nu mulighed for at få et øko-tjek af gården.
12 kommuner samarbejder nemlig med Økologisk Landsforening, og konventionelle landmænd bliver kontaktet med et tilbud om et ”omlægningstjek”. Projektet er støttet af EU og Fødevareministeriets Landdistriktsmidler.
- Økologisk drift er en oplagt mulighed for landmænd, der har jord i natur- og drikkevandsfølsomme områder. Det kan give det enkelte landbrug bedre udviklingsmuligheder. Et omlægningstjek er en helt uforpligtende vurdering af gårdens potentiale for økologisk drift, siger projektleder i Økologisk Landsforening Mads S. Vinther i en pressemeddelelse.
Ifølge projektleder Mads S. Vinther er det beskyttelsen af drikkevand, der primært er i fokus hos de fleste af de 12 kommuner i projektet.
- Det er egentlig en meget simpel logik, der ligger bag: Når der ikke bruges sprøjtegift på
markerne, siver der heller ikke giftrester ned i det drikkevand, der bliver dannet under dem.
Men det er første gang, at kommunerne bruger økologi målrettet for at beskytte drikkevandet, lyder det fra projektlederen.
Økologisk Landsforening oplyser, at de 12 deltagende kommuner er Odense, Svendborg, Lejre, Horsens, Århus, Herning, Holstebro, Randers, Syddjurs, Norddjurs, Aalborg og Struer.





































