Millionoverskud i Jysk Landbrugsrådgivning
Kundetilgang har været medvirkende til, at Jysk Landbrugsrådgivning kom ud af 2012 med et overskud på fem millioner kroner
Behovet for faglig rådgivning er trods finanskrisen tilsyneladende ikke blevet mindre.
I hvert fald kom Jysk Landbrugsrådgivning ud af 2012 med et overskud på fem millioner kroner. Det oplyser selskabet i en pressemeddelelse.
Heri fremgår det, at omsætningen i Jysk Landbrugsrådgivning i Esbjerg og Billund i 2012 er øget til 161.608.286 kroner, hvilket er en stigning på godt tre millioner kroner i forhold til året før.
- Jysk Landbrugsrådgivning har øget omsætningen – vel at mærke uden prisstigninger, idet 2012 var fjerde år med uændrede priser, fremhæver administrerende direktør Torben Jensen i pressemeddelelsen.
Kundetilgang har bidraget til overskuddet:
- De nye kunder kommer både fra landbruget og fra andre erhverv. Vi har en stærkt efterspurgt IT-afdeling, og også inden for jura, lønservice og økonomisk rådgivning har små og mellemstore virksomheder fået øje på os, lyder det fra Torben Jensen.