Tilskud fra EU til læplantning ved Hjørring
Ifølge formand i Hjørring Læplantningslaug Niels Ole Volhøj er der god interesse for læplantning
Hjørring Læplantningslaug har fået bevilliget tilskudsmidler fra EU til plantning af levende hegn og småplantninger, og HedeDanmark har vundet opgaven i licitation.
Tilskuddet gælder plantning i de gamle Hirtshals og Hjørring Kommuner samt Vrå i 2013/2014. Der plantes i den gamle Sindal Kommune i 2014/2015.
Tilskuddet til det enkelte projekt er på 40 eller 60 procent afhængig af projektet.
- Som der plejer, er der god interesse, og der er også brug for det. Det er vigtigt at plante for marken, vildtet og miljøet, siger formand i Hjørring Læplantningslaug Niels Ole Volhøj.
Fra og med i år er det indført, at lodsejere, der melder sig til, skal betale 3.000 kroner i depositum, som trækkes fra den endelige regning.
Desuden er der mulighed for at lave mindre plantningsprojekter til en billig pris også uden tilskud, fordi entreprenøren er i området i forvejen.






































