EU’s landbrugsministre nåede tirsdag aften frem til en aftale om den fremtidige landbrugspolitik.

I den forbindelse fremhævede fødevareminister Mette Gjerskov (S), at aftalen blandt andet indebærer, at der er mulighed for 75 procent EU-finansiering til grønne investeringer. Her pegede fødevareministeren på, at det vil kunne komme projektet »Månegrisen« til gode.

Men hos Økologisk Landsforening er formand Per Kølster langt fra imponeret af »Månegrisen«.

- Det er positivt, at aftalen rummer mulighed for 75 procent EU-finansiering til grønne investeringer. Men vi deler ikke Mette Gjerskovs begejstring for ”Månegrisen” som et godt eksempel på grøn omstilling. Nye EU-ressourcer skal understøtte alle landmænd i miljøomstilling, og ikke kun de få, som bygger nye svinestalde, siger Per Kølster i en pressemeddelelse.

»Månegrisen« er et af Fødevareministeriets initiativer, og det har til formål at udvikle en hypermoderne grøn svinestald uden miljøbelastning og med høj effektivitet.

Økologisk Landsforening opfordrer i stedet til, at reformen af EU’s landbrugspolitik bruges til at understøtte og videreudvikle miljø- og klimaløsninger i bredden i dansk landbrug.

- Øget EU-finansiering skal komme de danske landmænds miljøindsats til gode. Dertil skal Danmark udnytte muligheden for at flytte yderligere ressourcer fra passive støtte til miljøstøtte under landdistriktsprogrammet. Det gavner samfundet, miljøet og landbruget, siger Per Kølster.

Ministers gris står i vejen for økologi

Han forklarer, at Økologisk Landsforening frygter, at store investeringer i staldanlæg til yderligere industrialisering af svineproduktionen vil stå i vejen for egentlig grøn omstilling i landbruget.

- Månegrisen skal ned på jorden, hvor den hører til. At bygge nye stalde, som fortsat ikke imødekommer dyrevelfærd og grisens natur, er også en barriere for at disse landbrug senere kan lægge om til produktioner, hvor grise får lov til at bevæge sig frit og komme ud. Det vil være fejlinvesteringer, der blokerer for grøn omstilling, siger Per Kølster.

Han har i øvrigt ikke meget til overs for landbrugsministrenes forslag til en ny, fælles landbrugspolitik i EU.

- Det er en vissengrøn forslag, hvor indsatsen for miljø, natur og klimaet er svækket yderligere. Der er sikkert kæmpet hårdt, men grønt er det ikke.