Landbrugsministre: Landmænd skal overholde nye, grønne krav
Fødevareminister Mette Gjerskov glæder sig over, at aftalen mellem EU's landbrugsministre indebærer større støtte til grønne projekter
Efter halvandet døgns forhandlinger indgik EU’s landbrugsministre kort før midnat tirsdag aftale om en reform af den fælles landbrugspolitik.
Aftalen i ministerrådet betyder blandt andet, at støtten til investeringer med gavnlige effekter på miljø og klima øges betydeligt. Der kan således opnås et EU-tilskud på 75 procent. Det oplyser Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri.
- Den grønne omstilling er et af mine hjertebørn, som vi har fået tilgodeset med muligheden for 75 procent EU-finansiering til grønne investeringer. Det kan komme projekter som for eksempel ”Månegrisen", siger fødevareminister Mette Gjerskov i en pressemeddelelse.
Heri forklarer hun også, at et led i reformen er, at 30 procent af den direkte landbrugsstøtte vil blive betinget af, at landmanden overholder nogle grønne krav.
Blandt
andet skal i første omgang fem procent – med mulighed for en stigning til syv
procent - af landbrugsjorden udlægges til miljøfokusområder. Det vil sige
natur- brak eller randzoner.
En anden af reformens nyskabelser er ifølge Mette Gjerskov indførelsen af
engangsbetaling for frivillige miljøvenlige tiltag:
- I fremtiden får landmanden mulighed for at langtidsplanlægge miljø- og klimavenlige tiltag og at få hele støttebeløbet udbetalt på én gang. Det er en kæmpe fordel. Både fordi det giver en sikkerhed i planlægningen og fordi det er en byrdelettelse for den enkelte landmand. Desuden er det også en administrativ forenkling for systemet.
Landbrugsministrenes aftale skal nu forhandles med Europa-Parlamentet.