Svineproducenter sender søer til Kina
På længere sigt er målet at producere en halv million slagtesvin om året i Kina
Ni jyske svineproducenter sendte i januar 700 avlsøer til Kina. Målet er, at der med tiden skal produceres 500.000 slagtesvin om året i Kina. Det skriver P4 Midt & Vest.
- Vi regner med at sælge alvsdyr til kinesiske svinebønder, og til det danske selskab Scandinavian Farms, som har planer om en stor produktion af slagtesvin i Kina, siger formand for Dansk Svineavl Laurids Søndergaard til P4 Midt & Vest.
Formand for Scandinavian Farms Claus Ewers overvejer at lade selskabet børsnotere.
- Hvis målet skal nås, vil det dog kræve en investering på omkring en milliard kroner, så på et tidspunkt undervejs må vi stoppe op og se, hvordan vi kan finansiere projektet, og hvordan økonomien i det tegner, siger han til P4 Midt & Vest.
Claus Ewers understreger, at Scandinavian Farms kinesiske planer indebærer sikre fødevare, som produceres i et lukket system, hvor man selv avler grisene, selv fremstiller foder til dem, selv slagter dem og selv distribuerer kødet.







































