Lokale investeringer giver vækst
Lokale investeringer sætter gang i udviklingen i landdistrikterne, lyder det i ny rapport fra Ministeriet for By, Bolig og Landdistrikterne.
Hver gang, der udbetales 1 krone i tilskud til projekter i landdistrikterne via lokale aktionsgrupper (LAG), lægger private investorer i gennemsnit 2,4 krone oven i. Det viser tal fra Ministeriet for By, Bolig og Landdistrikter, der finansierer tilskudsordningen sammen med midler fra EU’s fond til udvikling af landdistrikter.
Dermed er der siden 2007 investeret over 850 millioner kroner i initiativer, hvor private investeringer tegner sig for over halvdelen af de samlede budgetter.
- Med tilskud til spændende og fremadsynede initiativer skaber vi vækst og investeringer på landet. Det er vigtigt for os, at de midler, vi uddeler, er med til at gøre en forskel. Og derfor er jeg rigtig glad for, at vores tilskudskroner tiltrækker yderligere investeringer, som kan være med til at løfte og udvikle vores landdistrikter, siger Carsten Hansen (S), minister for by, bolig og landdistrikter.
Tilfredse på landet
Hos Landdistrikternes Fællesråd er man også særdeles tilfredse. Herfra lyder det, at rapporten bekræfter det billede, som foreningen selv har haft af ordningen, nemlig at den kickstarter arbejdspladser og private investeringer i landdistrikterne.
- LAG-ordningen har det største afkast af landdistriktsmidlerne i forhold til jobskabelse, og det mener vi, er et meget stærkt argument for, at der fremadrettet afsættes flere midler til LAG-ordningen, siger Steffen Damsgaard, formand for Landdistrikternes Fællesråd.










































