Landbrug og Fødevarer har ingen grund til at angribe den nye budgetaftale, som EU's statsoverhoveder blev enige om fredag eftermiddag.

Landbruget og Folketinget har nemlig i årevis været enige om, at landbrugsstøtten med tiden skulle afvikles, siger fødevareminster Mette Gjerskov til Ritzau.

- Nu får vi så en reduktion af landbrugsstøtten. Og det er altså første skridt på vejen mod en afvikling. Det, synes jeg, at dansk landbrug skal være godt tilfreds med, siger Mette Gjerskov til Ritzau.

I EU's nye syvårige budgetaftale reduceres den samlede landbrugsstøtte med 10 procent. I Danmark er nedgangen fra 2014 til 2020 dog på hele 20 procent, som resultat af udjævningen af støtten EU-landene i mellem. Landets landmænd får derfor 5,6 milliarder kroner mod de hidtidige syv milliarder.

I fredags i et nyhedsbrev fra formandskabet i Landburg & Fødevarer, kædede viceformand Ib W. Jensen den danske EU-rabat på en milliard sammen med det reducerede støttebeløb i Danmark. 

- Hverken landmænd i Danmark eller de øvrige EU-lande havde fået det bedre af, at den danske statsminister havde fået nej til en dansk rabat på bidraget til den fælles EU-kasse.

- Men det betød, at der var en stemme mindre i kampen for landbruget. Det havde således klædt den danske regering at kæmpe for, at Danmark fik en større del af de samlede landdistriktsmidler, hvor vi i dag klart får en for lille andel i forhold til vores landbrugsproduktion. Nu valgte regeringen kampen for rabatten. Det kan vise sig at være en dyrkøbt sejr, lød det fra Ib W. Jensen.