For at få feedback på ideer til, hvordan Landbrug & Fødevarer (L&F) på nye måder kan bidrage til at skabe udvikling i landdistrikterne, holder organisationen en række regionale møder.

Og på møderne kan medlemmer altså være med til at præge udviklingen.

L&F peger på, at man er opsatte på at finde frem til, hvordan man udnytter landdistrikternes særlige potentiale for at skabe nye forretningsmuligheder og fællesskaber, der kan danne grundlag for vækst og liv på landet.

Titlen på møderne er derfor ”Vækst og Liv i landdistrikterne”.

L&F oplyser, at det første møde finder sted den 11. februar hos Centrovice i Vissenbjerg.  Den 18. februar går det løs hos Heden & Fjorden i Holstebro. Herefter følger et møde den 10. april hos LandboNord i Brønderslev, inden forårets møderække slutter den 11. april hos Gefion i Sorø.

Til efteråret vil der blive holdt lignende møder andre steder i Danmark.