NaturErhvervstyrelsen finder færre alvorlige fejl i marken
Antallet af landmænd, der bliver sanktioneret eller helt mister EU-støtte som følge af et kontrolbesøg, er stærkt faldende
Den fysiske kontrol af de landmænd, der får udbetalt EU-støtte under Enkeltbetalingsordningen, viser et stort fald i alvorlige overtrædelserne hos landmændene. Det oplyser NaturErhvervstyrelsen.
NaturErhvervstyrelsen peger på, at den gennemsnitlige forskel mellem det areal, landmanden har søgt støtte til, og det areal, som kontrollen har målt op, var på kun 0,45 procent i 2012. Det er næsten halvt så meget som i 2011, hvor forskellen var 0,79 procent.
- Både for landmændene og for NaturErhvervstyrelsen er det meget positivt, at vi kan se et stort fald i alvoren af overtrædelserne hos landmændene. Det er en god udvikling, som vi skal fastholde, lyder det fra Peter Ritzau Eigaard, der er chef for kortenheden i NaturErhvervstyrelsen.
Ifølge NaturErhvervstyrelsen betyder udviklingen blandt andet, at der er langt færre landmænd, der oplever store træk i støtten eller helt mister deres støtte, efter at NaturErhvervstyrelsens kontrollører har været på besøg.
NaturErhvervstyrelsen oplyser, at 3,5 procent af de kontrollerede landmænd mistede hele støtten i 2011i kølvandet på en kontrol, fordi forskellen mellem det anmeldte areal og kontrollørens opmålinger var for store. I 2012 var det kun 1,8 procent af landmændene, der mistede hele deres støtte.
- I NaturErhvervstyrelsen har vi i de seneste tre år haft adgang til nye landsdækkende luftfotos, som har givet os bedre muligheder for at opdatere markblokkene i overensstemmelse med det, som vi finder i den fysiske kontrol. Det betyder, at landmændene får lettere ved at udfylde deres ansøgninger korrekt, og det har medført færre fejl til fordel for alle.



































