Forskning i bæredygtig fødevareproduktion fører nu til et endnu tættere samarbejde mellem forskere fra Aarhus Universitet og Nanjing Agricultural University i Kina.

Forskere fra Institut for Fødevarer ved Aarhus Universitet har nemlig netop modtaget en bevilling fra Forsknings- og Innovationsstyrelsen under Videnskabsministeriet til udvikling af netværk med kinesiske forskere vedrørende bæredygtig fødevareproduktion. Det oplyser DCA – Nationalt Center for Fødevarer og Jordbrug i et nyhedsbrev.

Og forskere fra Aarhus Universitet samarbejder allerede med forskere fra Nanjing Agricultural University.

- Begge parter har været involveret i forskning, der forbedrer fødevareproduktionen, men vores indsatsområder og indgange til området er forskellige. Vi har vores styrke i plantefysiologi, mens vores kinesiske kolleger arbejder med genetik, så der er mulighed for synergi, siger lektor Carl-Otto Ottosen fra Aarhus Universitet i nyhedsbrevet og fortsætter:

- På Aarhus Universitet er der også forskere i plantegenetik, men styrken i Kina er deres store viden om grønsagsgenetik og utallige sorter, hvilket giver muligheder for at udvikle mere stresstolerante sorter uden brug af transgene plantematerialer.

Bevillingen fra Videnskabsministeriet giver nu mulighed for, at danske og kinesiske forskere kan arrangere en workshop, hvor der kan udveksles viden og erfaringer.