Brancheforening ønsker nye regler for nedbrydning
Danske Maskinstationer og Entreprenører mener, at tvivl mindsker brugen af nedbrydningsmaterialer i anlægsprojektet
Hos brancheforeningen Danske Maskinstationer og Entreprenører (DM&E) kigger man i øjeblikket på de øgede krav på nedbrydningsområdet.
Således forklarer formand Søren Ulrik Sørensen i en pressemeddelelse, at der i det forgangne år har været meget fokus på bygge- og anlægsaffald.
- Især har der været bragt tvivl om, hvor renlige materialerne fra nedbrydninger var med hensyn til blandt andet miljøfremmede stoffer som PCB, asbest og bly. Denne tvivl har betydet usikkerhed og mindsket brugen af nedbrydningsmaterialer i anlægsprojekter, hvilket er ærgerligt, lyder det fra Søren Ulrik Sørensen.
DM&E er derfor i gang med at undersøge muligheden for at etablere en certificeringsordning på nedbrydningsområdet.
- DM&E er i dialog med politikere, myndigheder og kommunerne med hensyn til fornyelse af reglerne for nedbrydning. Vi er meget optaget af nedbrydningsområdet, og det er vigtigt for brancheforeningen, at både miljø, arbejdsmiljøet og høj genanvendelse og ressourceudnyttelse sikres i forbindelse med nedbrydningsopgaver, fastslår formanden.






































