Flyt messen i Herning tilbage til januar, lyder appellen fra eksportchefen hos kornudstyrsfirmaet Jema Agro.
Agromeks placering i november koster danske maskinfabrikanter
eksportkroner.
Det vurderer salgschef hos kornudstyrsfirmaet Jema Agro i
Bjerringbro, Torben Kjær.
- Vi taber eksportkunder på Agromeks placering. Jeg ved,
man oplever det samme blandt en række af mine kolleger i branchen. Og mit
højeste ønske - set med mine eksportbriller - er, at Agromek flyttes tilbage
til januar.
- Sker det, vil jeg kunne notere en fordobling i antallet
af eksportkunder. Det ved jeg efter ti år i branchen, fortæller Torben Kjær
under en pause på Jemas stand i hal D.
Husker Herning
I år har han for første gang oplevet at have pauser mellem
kundebesøgende på standen.
- Det er aldrig sket før. Og det er ikke fordi, vores
eksport er faldende. Tværtimod står eksporten for mere end 90 procent af vores
omsætning, mod blot 50 procent for fem år siden. Det er Agromeks placering, den
er gal med, vurderer Torben Kjær.
Problemet med Agromeks placering her i november er ifølge
eksportchefen, at den falder sammen med EuroTier i Hannover, der afvikles midt
i november, ligesom også Agritechnica i den tyske messeby tiltrækker sig
branchens udelte opmærksomhed hvert andet år i november.
- Det bemærkelsesværdige er, at Agromek faktisk gør det
bedre, end man gør i Hannover. Det fortæller mine eksportkunder mig. Man husker
Agromek og synes, man får en super god behandling her i Herning.
- Problemet er imidlertid, at man ikke kan komme udenom
messerne i Hannover. Dertil er de for vigtige, fortæller Torben Kjær.
Hannover vigtigst
Eksportchefen slår samtidig fast, at Agritechnica i dag
den vigtigste messe for Jema Agro.
- Det gælder også for langt størstedelen af vores
eksportkunder, at Hannover er nummer et. Så de vælger at se nyhederne på
EuroTier og Agritechnica. Og rigtig mange vurderer derfor, at der ikke er noget
at tage her til Herning efter blot et par uger efter, de har været i Hannover.
- Derimod er jeg sikker på, at flytter man Agromek til
januar, så vil Herning igen blive prioriteret blandt betydeligt flere af vore
eksportkunder, hvilket en eksportchef som mig helt konkret vil kunne notere på
ordreblokken, vurderer Torben Kjær.
Du kan i denne uge læse nyheder og fyldige reportager fra
Agromek i Effektivt Landbrug.
Her kan du se, hvordan du tegner abonnement.