Randzonelovbryder drak kaffe med politiet
Politibesøg hos landmand, der nægter at overholde randzoneloven, forløb roligt og udramatisk.
Onsdagens besøg af politiet hos landmand Jesper Tonnesen fra Roslev i Nordjylland, og som til medier har udtalt, at han nægter at overholde randzonelovgivningen, forløb helt stille og roligt. Det fortæller han til Effektivt Landbrug.
- Der kom en politimand og en kontrollant fra NaturErhvervstyrelsen. De fortalte mig, at jeg var udtaget til kontrol, fordi jeg havde udtalt mig om, at jeg ikke ville lave randzoner, siger Jesper Tonnesen, der fortalte, at det først var tirsdag aften, da han blev ringet op og fortalt om besøget, at han fik bekræftet, at han var blandt de seks, som NaturErhvervstyrelsen har politianmeldt.
- Det hele foregik helt stille roligt. Der var slet ikke noget dramatik. Vi fik da også alle sammen en kop kaffe bagefter. Vi var ikke spor gale på hinanden, siger Jesper Tonnesen, der også fortæller, at besøget i alt varede cirka to en halv time.
Læs meget mere om, hvordan besøget gik i torsdagens udgave af Effektivt Landbrug, og hvad kontrollanten og politiet fandt under sit besøg.






































