Syge juletræer giver producenter milliontab
Først bliver nålene røde for herefter at falde af. En mystisk sygdom truer med at koste juletræsbranchen op mod 35 millioner kroner
En sygdom kaldet ”røde nåle” har ramt en del danske juletræer. Først bliver nålene røde, og herefter falder de af. Det skriver DR Sjælland.
En rundringning, som DR Sjælland har lavet, viser, at flere sjællandske producenter har set op mod halvdelen af deres træer visne og dø. Det er på Sjælland, at problemet er størst. På landsplan er mellem to og tre procent at juletræerne syge.
Direktøren for foreningen Danske Juletræer siger til DR Sjælland, at sygdommen kommer til at koste branchen mellem 30 millioner og 35 millioner kroner.
Og der er tilsyneladende ikke meget at stille op mod ”røde nåle”.
- Vi har ikke helt styr på årsagen, men vi ved nogenlunde,
hvilke faktorer der spiller ind. Men vi har ikke fundet ud af, hvordan vi kan
bekæmpe det, siger Iben Thomsen fra Det Biovidenskabelige Fakultet ved
Københavns Universitet til DR Sjælland.
Ifølge DR Sjælland smitter sygdommen ikke af på markedet, idet der er nok
træer. Derfor ser det ikke ud til, at det af den grund bliver dyrere at få et
juletræ ind i stuen.