Rådgivningsvirksomheden LRØ og Procus, der er en specialpraksis for svinesygdomme, er gået ind i et samarbejde om dækningsbidraget.

– Vi dyrlæger har jo fuld fokus på sundheden i svinebesætningerne, men kan have svært ved altid nøjagtigt at redegøre for de økonomiske fordele ved optimeringen, siger dyrlæge fra Porcus Jesper S. Olesen i en fælles pressemeddelelse.

Derfor kontaktede Porcus rådgivere fra LRØ, hvilket førte til det koncept, som Porcus og LRØ kalder Fokus 35 DB.

- Det er tværfaglighed og samarbejde på tværs af faggrupper, der virkelig rykker noget. Landmændene er jo ofte mellemled mellem rådgivere og dyrlæge og får ofte stukket en seddel i hånden, som han skal levere videre uden yderligere forklaring. Her får han i stedet oplevelsen af, at et tæt samarbejde mellem rådgiver og dyrlæge, giver et effektfuldt resultat i form af flere penge på bundlinjen, lyder det fra rådgiver ved LRØ Niels Hegelund.

Pres og sammenhold

Selve formen på det, som Porcus og LRØ kalder effektskabende rådgivning, er en ERFA-gruppe, som består af ti landmænd, som blandt andet deler erfaringer. Når de mødes, bliver resultaterne af hver enkelt landmands DB-tjek delt ud til deltagerne.

– Vi forsøger at skabe både enkonkurrence situation og et sammenhold i gruppen, så man på den måde både bliver hjulpet og presset af de andre landmænd. Det, at kunne måle sine tal med de andre i gruppen, skulle gerne skabe motivation til at agere og skabe forandring med det fokus at forbedre sine egne resultater. De gode historier fra de andre skal motivere, og så oplever vi også, at de ofte lytter bedre efter, når det er en anden landmand, der fortæller om sine positive erfaringer, fortæller Niels Hegelund.

-Vi har et usagt mål om, at bringe den samlede gruppe op blandt de 10 procent bedste svineproducenter, når der måles alene på dækningsbidraget, tilføjer han.