Torsdag klokken 17.00 står Tønder Banks ledelse frem for at orientere aktionærerne om hele situationen
Både aktionærer og medarbejdere hos den konkursramte Tønder
Bank kan torsdag se frem til at få nogle svar på, hvordan det kunne gå så galt
for den sønderjyske bank.
Tønder Banks ledelse vil nemlig orientere om situationen,
og det ser medarbejderne ifølge P4 Syd frem til. For det har udløst vrede
blandt kunderne, at bankens medarbejdere blot halvanden måned før konkursen
solgte kapitalbeviser for 30 millioner kroner.
- Det er forhåbentligt et møde, der kan gøre, at aktionærerne
får forståelse for, at for eksempel salget af kapitalbeviser udelukkende er
betinget af direktionens oplysninger. Det er direktionens og bestyrelsens
ansvar. Jeg håber, det bliver et møde, hvor sandheden i videst muligt omfang
kan komme frem, siger formanden for Finansforbundet, Kent Petersen til P4 Syd.
Finansforbundet er de bankansattes fagforening.
- Medarbejderne har været lige så troskyldige som de
kunder, der har købt kapitalbeviserne, lyder det fra Kent Petersen.