Fødevareminister Mette Gjerskov (S) har taget initiativ til at stoppe spredningen af multiresistente bakterie i landbruget
En rapport fra DTU har vist, at der er sket en stigning antallet
af MRSA-smittede danskere.
Rapporten peger på, at smitten blandt andet kan skyldes, at
flere og flere slagtesvin de seneste år er blevet smittet med MRSA. Derfor vil fødevareminister
Mette Gjerskov (S) nu have spredningen af multiresistente bakterier i
landbruget stoppet.
Hun har således taget initiativ til i samarbejde med
sundhedsministeren at nedsætte en aktionsgruppe, som skal komme med forslag
til, hvordan man kan stikke en kæp i hjulet for spredningen af bakterierne MRSA
og ESBL. Det oplyser Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri.
- Det bekymrer mig, at vi ser en stigning i antallet af
MRSA-smittede slagtesvin. Det er et problem for de mennesker som arbejder med
dyrene og for deres familier. Når vi samtidig ser en stigning hos befolkningen
generelt, er det et problem regeringen tager meget alvorligt, lyder det fra
Mette Gjerskov.
Gruppen skal ifølge ministeriet tage udgangspunkt i det
såkaldte One-health perspektiv, hvor sundhedsudfordring hos mennesker og dyr
ses i tæt sammenhæng. Aktionsgruppen vil bestå af repræsentanter fra
Fødevareministeriet og Sundhedsministeriet samt forskningsverdenen og
erhvervet.
Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri peger på,
at den DTUs Danmap-rapport, som udkom i starten af oktober, viste en stigning
på 18 procent fra 2010 til 2011 i antallet af smittede danskere. Antallet af
smittede svinebesætninger lå konstant på 16 procent, men rapporten viste en
stigning i antallet af smittede svin på slagterierne.