Danske svineproducenter har et forspring

Dansk svineproduktion har klaret den globale krise langt bedre end USA og Brasilien. Det vurderer Lindhart B. Nielsen

Lande som Brasilien og USA har i lang tid formået at holde omkostningerne nede i svineproduktionen. Men den globale krise, tørke og foderpriser giver ifølge formanden for Landbrug & Fødevarer, Svineproduktion, Lindhart B. Nielsen, danske svineproducenter et forspring.

- Vi mærker krisens konsekvenser, hvor vi kan konkurrere med de store. Når USA nu er på niveau med os, så giver det dansk svinekød en konkurrencefordel på de internationale markeder, lyder det fra Lindhart B. Nielsen på Videncenter for Svineproduktions hjemmeside.

Ifølge Videncenter for Svineproduktion har de danske svineproducenter i en årrække arbejdet målrettet på at optimere forbruget af foder og forbedret pasning af grisene for en høj produktivitet. Og det giver bonus på det globale marked.

– Der er lys i horisonten for danske svineproducenter, fordi vi allerede har den europæiske førertrøje i forhold til lave omkostninger. Vi leverer kvalitetskød til en god pris. Selvom vi er tæt forfulgt af andre, så er det en plads vi fortsat vil kæmpe for at bevare, for det giver arbejdspladser og vækst til landet, siger Lindhart B. Nielsen.

Læs også