Ny stald klar til rykind

På ejendommen Evasminde ved Østbirk står en ny og anderledes stald til 850 søer klar til rykind. Der holdes åbent hus næste fredag

3.200 kvadratmeter ny sostald står klar til rykind på en af Go-Gris I/S's syv ejendomme, Evasminde, ved Østbirk. Sammen med den eksisterende stald skal der huses i alt 850 søer i hele cyklus fra faring til faring.

På næste fredag er der åbent hus, inden søerne umiddelbart efter flyttes ind i de nye rammer og farer i løbet af den efterfølgende uge.

De, der lægger vejen forbi den nye stald, vil kunne konstatere, at det vel nok mest iøjefaldende er nybyggeriets tre nye farestaldssektioner, der er indrettet til løsgående søer. En beslutning der er taget på et solidt grundlag.

Stierne testet

Forud for byggeriet har folkene på Evasminde nemlig testet stierne over en længere periode, og her viste det sig, at der over 16 kuld kunne registreres en øget kuldtilvækst på 420 gram pr. gris hos løsgående søer sammenlignet med grise fra kassestier.

Evasminde holder åbent hus på Sattrupvej 12, Østbirk, på næste fredag den 26. oktober klokken 10-16.

Effektivt Landbrug har rapporteret fra bedriften både før og under byggeriet, og det bliver fortsat muligt at følge folk og dyr i den nye stald, når Effektivt Landbrug løbende i avisens faglige føljeton vil rapportere fra Evasminde fra årsskiftet og gennem hele 2013.

Læs meget mere om den nye stald i svinefokus i Effektivt Landbrug fredag.

Læs også