Tidligere var det relativt få landmænd, der dyrkede majs i Danmark. Men den udvikling er vendt i løbet af de seneste 25 år. Det oplyser Videncentret for Landbrug.

Nu bliver der dyrket over ti gange så meget majs som i 1988, og majsen tegner sig for knap 10 procent af det samlede, danske dyrkningsareal.

– Dyrkningsarealet for majs vokser år for år, og i 2012 sætter majsdyrkningen derfor ny rekord. Jeg forventer endda, at vi i fremtiden vil se endnu mere majs dyrket i Danmark, siger Martin Mikkelsen, der er landskonsulent ved Videncentret for Landbrug.

Ifølge Martin Mikkelsen skal årsagen til stigningen i arealet af den dyrkede majs findes to steder – dels i udviklingen af robuste majssorter, der bedre kan tåle de danske vejrforhold, og dels i den stigende gennemsnitstemperatur her til lands.

– Majs er en meget varmeafhængig afgrøde, så når temperaturerne stiger bliver dyrkningsforholdene og mulighederne for højere majsudbytter forbedret markant, lyder det fra Martin Mikkelsen.