Landbrugets Finansieringsbank har onsdag fået pengeinstituttilladelse fra Finanstilsynet og kan nu åbne for kunder
Landbrugets Finansieringsbank åbner nu for kunder.
Det
sker, efter den onsdag har fået indskudt aktiekapital og fået
pengeinstituttilladelse fra Finanstilsynet. Det oplyser Erhvervs- og
Vækstministeriet.
Landbrugets
Finansieringsbank (LFB) er blandt andet et resultat af regeringens
Udviklingspakke fra marts 2012. LFB skal overtage mellem- og langfristede lån
til sunde landbrugsbedrifter fra pengeinstitutter og Finansiel Stabilitet A/S.
Overdragelsen
af engagementer skal være med til, at sunde landbrugsbedrifter får adgang til
den nødvendige finansiering til investeringer, der kan skabe vækst og
arbejdspladser i landbrugserhvervet.
Glæde over åbning
- Jeg er meget glad for, at Landbrugets Finansieringsbank nu åbner for
kunder. Vi får nu realiseret ambitionerne i Udviklingspakken fra marts 2012 og
sikret ny finansiering til landbrugssektoren. Landbruget får lettere ved at
foretage de nødvendige investeringer, så erhvervet kan bidrage til at skabe
vækst og arbejdspladser i Danmark, lyder det fra erhvervs- og vækstminister Ole
Sohn (SF).
Også hos bestyrelsesformanden for Landbrugets Finansieringsbank, Jørn
Kristian Jensen, er der høje forventninger:
- Vi glæder os til at begynde at behandle ansøgninger fra de landmænd og
pengeinstitutter, der kan se mulighederne i en løsning hos LFB, og vores forventning
er, at vi sidst på året kan begynde at bevilge de første lån.
Ifølge
Erhvervs- og Vækstministeriet stiftes LFB som et selvstændigt pengeinstitut med
et kapitalgrundlag på 300 millioner kroner. Det betyder, at der i første omgang
kan udlånes op til cirka to milliarder kroner.
Finanssektoren
bidrager til stiftelsen med et indskud på 125 millioner kroner, Landbrug & Fødevarer
med 30 millioner kroner, og Finansiel Stabilitet indgår med 75 millioner kroner
og yder derudover et ansvarligt lån på 70 millioner kroner til LFB.