L&F finder ikke Thornings intentioner ambitiøse nok

Statsministerens åbningstale rummede intentioner om at skabe vækst og holde afgifter i ro. L&F ønsker imidlertid en afgiftsreform

Det er ikke ambitiøst nok, når statsminister Helle Thorning-Schmidts åbningstale rummer intentioner om at skabe vækst og holde afgifter i ro.

Sådan lyder det fra Landbrug & Fødevarer efter statsministerens åbningstale i Folketinget. Hos L&F efterlyser man således en afgiftsreform med fokus på blandt andet fedt- og sukkerafgifterne.

L&F mener, at en reform vil forbedre virksomhedernes konkurrenceevne.

- Statsminister Helle Thorning-Schmidt har ret, når hun siger, at vi har brug for ny vækst og beskæftigelse i Danmark. Analysen er rigtig, men desværre tager Regeringen ikke de nødvendige skridt for at rette op. Regeringen må sætte gang i en afgiftsreform, der nedbringer det høje danske afgiftsniveau, lyder det fra Niels Jørgen Pedersen, formand i Landbrug & Fødevarer, som reaktion på talen.

- Det er fint, at statsministeren siger, at regeringen ikke vil øge de generelle afgifter, erhvervsskatter eller indkomstskatter. Men det nytter ikke noget, hvis man giver sig selv carte blanche til at øge de sektorspecifikke afgifter, tilføjer Niels Jørgen Pedersen.

Formanden for Landbrug & Fødevarer mener, at der er store muligheder for at skabe ny vækst. Alene i landbrugs- og fødevareerhvervet kan eksporten i 2016 øges til 150 milliarder kroner, hvilket svarer til en forøgelse på 30 milliarder kroner på fem år.

Læs også